Aarhus vil forandre sig voldsomt, hvis oplægget til en ny mobilitetsplan bliver vedtaget i sin nuværende form. Stiften har fået fat i første udkast, og de foreslåede tiltag vil koste milliarder og påvirke næsten samtlige århusianere. Særligt bilisterne står for skud i otte forslag, som vil gøre live..
Paywall - men her er en opsummering af forslagene:
Inddel Aarhus i zoner og nedsæt hastigheden
Aarhus skal inddeles i såkaldte mobilitetszoner, lyder et af forslagene. Det betyder, at man ikke vil kunne køre igennem de enkelte zoner i bil, men i stedet skal køre rundt om. For at det skal kunne lade sig gøre, skal der laves en masse ensrettede veje i de enkelte zoner, så det bliver så besværligt at nå fra den ene ende til den anden, at man ikke gider skyde genvej.
Elbilzone
I mobilitetsplanen bliver der også foreslået to såkaldte nulemissionszoner. Det er områder, hvor kun biler, der ikke spytter CO2 ud af udstødningsrøret må køre - altså elbiler og brintbiler. Sådan en elbilzone kan kun laves for et begrænset område. Derfor lyder forslaget at lave zonen i det, man kalder Allé-ringen. Området går fra Sønder Allé ved Strøget og så til Nørregade og Nørreport. I vest strækker zonen sig til Mølleparken og Vesterbro Torv.
Det skal koste penge at køre ind i Aarhus
Et andet forslag handler om at indføre vejafgift - også kaldet roadpricing eller betalingsring. Det betyder, at bilister skal betale for at få lov til at køre på Aarhus Kommunes veje. Der kan blive en dyr zone i Midtbyen, en mellemdyr zone i forstæder som Åbyhøj, Viby, Risskov og Skejby, samt en billig zone i resten af kommunen.
Betalingsparkering helt ud til Ringvejen
Et af de kontroversielle tiltag handler om parkering. Der kan nemlig komme betalingsparkering mange flere steder i Aarhus end i dag. Forslaget går ud på at udvide betalingsparkering-zonerne helt ud til Ringvejen. I dag er det kun midtbyen og kvarterer som Trøjborg, Marselisborg og Frederiksbjerg, der har betalingsparkering. Men fremover kan det komme til at koste penge at parkere mere end to timer i eksempelvis Åbyhøj, Hasle og Aarhus N.
Luk Kystvejen for biler
Det skal være slut med at køre igennem midtbyen. Det er allerede besluttet, at Frederiks Allé skal lukkes for gennemkørende biler, og Park Allé kan blive ensrettet i fremtiden, alt efter hvad der sker med letbane og BRT. Det efterlader én vej tilbage , hvor du kan køre fra den ene ende af Aarhus til den anden. Det er Kystvejen, men i mobilitetsplanen bliver det foreslået at spærre vejen for biler ved Herman Sallings Plads. Busser vil fortsat kunne køre igennem i en bus-sluse, og biler vil kunne køre frem og tilbage på hver side af slusen.
Nye veje til og fra skoler
Nogle forældre føler, at det er for farligt lade deres børn gå eller cykle i skole. Derfor bliver børnene kørt i skole i bil. Kommunen mener, at det gør det endnu mere usikkert for andre børn, fordi der kommer flere biler på skolevejene. Derfor vil man lave såkaldte hjertezoner ved alle skoler. Det er et område omkring skolen, hvor forældre ikke må køre hen i bil. På den måde bliver børn sat af længere væk fra skolen og går så det sidste stykke, så området omkring skolen bliver mindre trafikeret.
Ombygning af Banegårdspladsen
Banegårdspladsen skal lukkes for gennemkørende trafik. Det blev allerede vedtaget i en tidligere mobilitetsplan fra 2018. Man er bare aldrig kommet i gang. Det vil den nye plan sørge for i tre trin. Først med en arkitektkonkurrence i 2025, som afgør, hvordan Banegårdspladsen skal se ud. Her skal der blandt andet være plads til, at letbane eller BRT kan køre over pladsen.
Nedlæg 34.000 parkeringspladser
Et af de mest kontroversielle forslag i mobilitetsplanen er at nedlægge alle offentlige parkeringspladser på gader og veje i Aarhus. Det kan ske i etaper, som byrådet eventuelt kan vælge til og fra.
I alt er der tale om ca. 34.000 offentlige parkeringspladser på gaden, som kan blive nedlagt.